Højerup BorgerforeningVelkommen.html
 
Om borgerforeningenOm_borgerforeningen.html
NyhederNyheder/Nyheder.html
Lokalhistorie
ArbejdsgrupperArbejdsgrupper.html
FacebookFacebook.html
Det sker i HøjerupDet_sker_i_Hjerup.html
LinksLinks.html
GalleriGalleri.html

Om "Hærvejen"

Jeg har med interesse læst om Højerups gamle erhverv og mener, at kunne bidrage med lidt vedrørende Hærvejen, som jeg - bortset fra to år fra 1960 til 1962 - har boet på siden den 21. september 1941. 

Dengang havde gaden jo intet officielt navn, men i folkemunde blev den kaldt "Pottemagerstrædet", fordi der boede en gammel mand, der havde været pottemager i det nuværende nr. 12. 


Dens egentlige forløb begyndte ved gadekæret, og man regnede det første hus på venstre side, hvor Kristine og Lars Jakob havde brødudsalg og salg af ugeblade, med til gaden. Det er nu Højerup Bygade nr. 17. På højre side var skolen den første ejendom. I dag Hærvejen nr. 2. 


På midten af den trekant, der dannedes af nuværende Højerup Bygade og Hærvejen, stod et gammelt kastanietræ i en ring af sten. Det var muligvis her det gamle byting havde været, da pladsen har været betydelig større, inden man byggede Brugsen. 


Til venstre ligger der stadig væk et kridtstenshus, nu Højerup Bygade nr. 19, hvor Klokker-Johannes boede i den lave østende, mens den vestre ende blev beboet af Elga og Harald, der var chauffør hos en af egnens vognmænd. 


Så kommer vi til Brugsen, som styredes af Christian og Ingrid. Efter dem har der været flere uddelere, indtil Brugsen blev lukket engang i tresserne. Højerup Brugs står der på facaden, og den er nr. 1 på Hærvejen.


Overfor lå skolen og skolepladsen. På skolepladsen lå Østre Vandværk, der dengang bestod af en ca 60 alen dyb brønd, hvorfra en stor vindmølle trak vand op til en vandbeholder, hvis rester stadig findes i Mølleagers have. Møllen var højere end skolens rygning og vel nok en af de største vindmøller på egnen. Sidst i fyrrene blev møllen revet ned og erstattet af et elektrisk pumpeværk, samtidig med at der blev nedsat et rør i bunden af brønden, der nu fik øget sin sugedybde med ca. 10 meter til ca. 45 meter. Vandværket blev senere flyttet til Nørredals mark, lige efter det nuværende Fyrvangen ved det nuværende Hærvejen 21. 


Skolebygningen er der stadig og fungerer som udlejningsejendom. Her boede skolelæreren, der hed Ellegaard. Skolen var todelt, man gik i skole hver anden dag - lille klasse var i skole tirsdag, torsdag og lørdag, mens store klasse kom mandag, onsdag og fredag. 

I skolens vestende mod gaden lå Højerups sognerådsstue og bibliotek, hvor man ved henvendelse til sognerådsformanden kunne låne bøger. Det benyttede jeg mig af. 


Den næste bygning efter skolen lå langs vejen og blev brugt som bl.a. kul- og kokslager for Brugsen, men skolelæreren havde også udhus i bygningen bl.a. vaskehus og brændeskur samt hønsehus i nordenden. Her lå en tid også skolens lokummer. 


Da skolen i halvtredserne blev bygget om med to klasselokaler, blev denne bygning nedrevet og genopført parallelt med skolebygningen. Der blev indrettet sognerådslokale i vestenden, mens resten blev bl.a. vaskehus og garage for skolelæreren. I øvrigt var samme bygning i (meget) gamle dage bystald for byens mindre landbrugere, husmændene eller torperne, som de også blev kaldt.


Skolens adresse er i dag Hærvejen 2, 4 og 6, mens den sidstnævnte bygning er nr. 6A. 


På venstre side efter brugsen følger nr. 3, 5 og 7, der i sin tid var dele af en senere udflyttet ejendom, som blev flyttet ud på den tilhørende jord i Harvig. Nu Harvig nr. 11. 


Nr. 3 købte mine forældre, Karen Margrethe og Hans Ole Jensen af Kristine og fisker Hans Jensen den 21. september 1941. De flyttede op i Mortens hus. (nr. 5). 


Kristine og Hans Jensen havde en kiosk ved klinten. Det var den største og lå nærmest Den gamle Kirke. De solgte Premier-is og karameller mm. Derfor navnet Sødt-Hans. Der var flere kiosker, men herom senere. 


Mens de huse, der ligger på nr. 3 og 7 er gamle, fra før 1860 - de er bygget på sylt - er nr. 5, som var ejendommens stuehus, genopført efter brand(?) eller forfald(?) omkring 1915. 

I nr. 7 fandtes i østenden en åben skorsten med ildsted, datidens komfur. Husets to østlige fag, ca. en tredjedel, var ikke beboelse indtil min moster og onkel, Oline og Aksel Pedersen, foretog en ombygning omkring 1960 og inddrog østenden til stue. Oline boede efter Aksels død i nr. 7, indtil hun solgte huset og flyttede ned på Plushøj. Husets nyere historie er almindelig kendt. Freddy lejer huset nu og har rettet op på det forfald, som tidligere lejere har forårsaget. 

Karen boede efter Hans's død i nr. 3 til hun døde i 1988, og Per overtog huset. Efter Kristines død blev nr. 5 købt af Bøje og Käthe, som renoverede huset. 


Overfor nr. 7 ligger et gammelt byhus, hvor der boede en gammel mand, der hed Lars 

Peder. Da han døde, flyttede Ole Jakob (Jakobsen) ind. Ved hans død blev huset købt af en murermester, som rettede huset op og ville bruge det som fritidshus, hvilket i-midlertid ikke lod sig gøre, og han solgte huset, der siden har haft flere ejere. Nu bor Arne og Randi i huset Hærvejen 8. 

I det nuværende nr. 10 boede Niels og Karoline. Karoline var sygekasseopkræver og "gik" med Julens Glæde. Husets ejer, Ties Ole, boede til venstre i huset og Karoline og Niels til højre. Ole havde et stift ben, som han senere fik erstattet med et træben. Ole og Niels fiskede sild fra Rødvig med en stor jolle. 

Huset er fra omtrent samme tid som nr. 5. 

Så kommer man til nr. 12. Her boede oprindelig pottemageren, Kristoffer hed han. Han havde en hest og en vogn, og der var derfor både stald og vognport ved og i huset, som var vinkelbygget omkring en gårdsplads der mod øst var afgrænset af et lille hus med plads til en gris og nogle høns. 


Efter pottemageren fulgte Marie og Viggo-Mælkemand, der jo havde plads til både hest og mælkevogn. Så blev det overtaget af Maren og Kristian (Margarine-Kristian). Kristian arbejdede i Boesdal Kalk-værk. 


Efter Maren og Kristian blev huset købt af Karin og Preben, der rev stald længen ned og byggede en ny længe af gasbeton i stedet for at udvide beboelsen. Nu bor Lene og Jørgen på adressen. 

I nr. 9 boede min tante og morbroder, Signe og Vilhelm. Vilhelm var medhjælper på Stevns Fyr, arbejdede på Enghavegården hos Hammerum, og til sidst på kalkværket i Boesdal. 

Huset var meget lille, hvorfor Vilhelm byggede til ud i haven. 


Der er meget trangt mellem nr. 9 og nr. 12, så man kan godt forestille sig, hvor smalt strædet oprindeligt har været, når der var jord foran husene. "Pottemagerstrædet" er derfor måske et mere passende navn på den del af Hærvejen, der går gennem Højerup. 

Margret Jørgens boede i nr. 11. Da hun flyttede op i Svendsens Stiftelse, overtog Poul Sørns Niels, også kaldet Niels Sørn, hus og have. Margret Jørgens var meget tunghør og medbragte derfor altid et hørerør, som man skulle råbe i, når man skulle sige noget til hende. 


Byens brandsprøjte havde til huse i hans udhus. Christian-Brugsmand var i øvrigt "brandmajor" og smeden var chef på sprøjten. 


Niels Sørn var altmuligmand, handy man, satte ruder i, tækkede stråtage, tømrede osv., og så gik han til hånde på Nørredal. Huset er af kridtsten, ligesom alle de andre huse i gaden, men det er blevet forsynet med skalmur af Jørgen E Hansen, der en årrække boede i det. 


Nørredal, nr. 13, er en gård, der ikke blev udflyttet, da den havde marker umiddelbart op til byen. Her boede Sigrid og Hans Marius Jensen. De gamle bygninger er med bindingsværk, men meget er renoveret. Kirsten og Anders Ravn overtog gården efter Kirstens forældre, og Kirsten bor der stadig. 


Det sidste hus i gade dengang, er nr. 17, Nørrehus. Her boede Mof. Hans Jensen hed han. Han var far til Sigrid på Nørredal, og morfar til børnene på Nørredal, derfor kaldte alle børn i byen, og nogle af de voksne, ham for Mof. Han havde en islænder, som han kørte med foran en jumbe. Det var alletiders at få en tur! 


Man kan forstå, at man andre steder - i byen - ofte kaldte gaden for "Hans Jensens Stræde", når man ser, at der boede fire Hans Jensen'er i den; nemlig Hans Jensen, Mof, Hans Marius Jensen, Hans Jensen, Sødt-Hans, og Hans Ole Jensen! 


Numrene 16, 18, 20 og 22 var dengang kolonihaver og udgjorde sammen med Fyrvangen nr. 1, 2, 4, 6, 8 og 10 skolejorden, matr. nr. 2. Skolejorden blev udstykket i de nævnte parceller. Oprindelig var der en nr. 14, men den blev delt og tillagt nr. 10 og 12, med klausul på, at den ikke mere kunne samles og sælges som byggegrund, da man ikke betalte byggemodning af parcellen. 

På nr. 16 byggede Erling og Ruth, og Ruth bor der endnu. På nr. 20 byggede Hans Marius, det var delvis af materialer fra en gammel kro på Fyn og her bor Ellen og Horst. Nr. 22 blev bebygget af Erna og Anders, der nu bor i Rødvig. Nu bor Jette og Palle der. Jeg købte nr. 18, som jeg byggede over en årrække og flyttede ind i oktober 1972. 


Det var en lille smule om de huse, der stadig ligger ved Hærvejen, og nogle af de mennesker, som boede i dem op gennem tiden, fra min helt grønne ungdom til cirka nu. 


Indsendt af BENT, Hærvejen 18



Vækkelseslivet på Stevns


I forbindelse med slægtsforskning er jeg stødt på følgende om vækkelseslivet her på 

egnen i bogen ?En dansk Præste- og Sognehistorie 1849 – 1949?: 


Et lille pust fra vækkelseslivet i Sydsjælland oplevede Højerup sogn, da lægprædikanten Jakob Fisker fra Bisserup i 1840?erne, sammen med en ven, kom vandrende hertil og holdt gudelig forsamling i en gård, hvor konen var søster til sognefogeden. Sognefogeden arresterede dem i henhold til konventikelplakaten, og de måtte overnatte hos sognefogeden. Et par karle blev sat til at følge dem, og lærer Engell erklærede, at der ikke her på egnen var brug for omløbende prædikanter. Alligevel spurgte han Jakob Fisker om forklaring på forskellige bibelord, og Jakob Fisker svarede: ?Er De lærer her og ved ikke det?? For øvrigt talte han og sognefogeden så godt sammen, at sognefogeden helst ville undlade at køre ham ind til forhør hos herredsfogeden i Store Heddinge. Det var i forhøret her, at Jakob Fisker sagde de ord, der minder om D. G. Monrads ord angående den urimelige konventikelplakat: ?Hr. herredsfoged; det må være nogle underlige love, vi har her i Danmark, thi medens jeg i mine uomvendte dage kunne få lov til at svire og spille mine penge bort på kroerne, uden at der var tale om arrestation eller straf, så skal jeg nu straffes, da Vorherre har omvendt mig fra vildfarelsens vej og benådet mig med gaver, så jeg kan forkynde Guds ord, og stillet mig så heldigt, at jeg i timelig henseende altid har et par skillinger med på rejsen, som jeg oven i købet kan give til de fattige?. Den velstående gårdejer Ole Petersen, Lille Heddinge, gik i borgen for dem, så de slap for fængsel, men måtte betale en bøde, hvorefter de tog med Ole Petersen hjem til Lille Heddinge, hvor de holdt gudelig forsamling dagen efter. 


En anden mand, som var med i den første vækkelse og som blev et levende bindeled mellem den og bevægelsen, da pastor Leth var i Lille Heddinge, var Christian Rasmussen, der var væver, og senere bager i Højerup. Han var pastor Leths nære ven, og Leth omtaler ham i forbindelse med en beskrivelse af vækkelsen, der også bredte sig til Højerup. Christian Rasmussen (og lægprædikanten Lars Kristiansen, Huggekrogen) drog rundt til forsamlinger på egnen og førte jævnligt ordet. Ofte gik han fire mil til Herfølge for at høre Willemoes, senere gik han til Brandt i Rønnebæk. Om denne lysvågne almuemand gjaldt ordene: ?Lutter øjne, lutter øre, lutter liv med efterklang, alt han ville se og høre, alt i barmen eftersang?. Han var med i bevægelsen i 1875 – 80?erne, og ved en julefest omkring 1875 fortalte han ungdomsminder og sammenlignede vækkelsen i 1840?erne med en juletid, vækkelsen var nu med en påsketid, men derimellem lå en fastetid, en stille tid, hvor forsamlingerne næsten ophørte og kirkegangen blev ringere. Ordet lød ikke så højrøstet, men i det stille var livet dog bevaret for en del Stevnsboere, i hjem hvor salmesang og trosbekendelse holdt fast. Fra disse hjem udgik et kuld af prægtige mennesker, der bar det nye liv i 1880?erne og som førte til dannelsen af Stevns frimenighed. Stevns højskole oprettedes 1894 i forbindelse med frimenigheden. 


Om vækkelsen på Sydstevns i 1840’erne.

Lille Heddinge – Havnelev pastorat var præget af rationalisme og åndelig død, indtil pastor L. B. Leth kom hertil. Lille Heddinge-Havnelev blev nu brændpunktet i den vækkelse, som gik over Sydstevns. Leth var en ung nidkær præst af samme præg som brødrene Fenger og præsterne i det sydvestsjællandske broderkonvent. I de første år så han ikke videre frugt af sin forkyndelse og sukkede over den verdslighed, der rådede i sognene. Men i 1839 kom der pludselig et stærkt åndeligt røre, uden at den dybere årsag hertil lader sig klart påvise. På sine gamle dage skrev L. B. Leth: ?Jeg forkyndte Kristi evangelium, Guds nådes ord, den ene søndag efter den anden, kom også i husene til de syge, og viste alle, som ville frelses, hen til ham, som er syndernes eneste frelser. Således gik der år efter år, og kun ringe frugt af ordet var kendelig. Men så blev det anderledes. 


Jeg erindrer ikke året, det var nærmest omkring 1840. Der skete en stor vækkelse. Jeg kan ikke ret sige, hvorledes det gik til (?vinden blæser, hvorhen den vil?). – To troende håndværkere, jeg tror en snedker Møller og en skomager Risgaard kom til Store Heddinge. Derfra kom de til Lille Heddinge, og deres tale vakte opmærksomhed og fik folk til at lytte. Så skete det, at en af byens gårdmænd, Peder Andersen , døde. Han havde været meget forfalden og tildels drukket forstanden bort. Jeg nægtede at tage ham til alters. Han havde flere døtre, som var gift med de mest ansete gårdmænd i byen. Da han nu var død, kom en af disse og bestilte begravelsen. Han begærede af mig, at jeg efter skik og brug skulle holde ligprædiken over ham, en tale fra prædikestolen, som altid sluttede med et, af skolelæreren forfattet, såkaldt ?testamente?. 

Jeg afslog rent ud begæringen. Jeg skulle møde ved graven og forrette jordpåkastelsen og så intet videre. Dermed gik han; men en dag eller to før begravelsen kom en anden af svigersønnerne og tiggede og bad om, at jeg i det mindste ville tale nogle ord ved graven; det var dog ellers for fattigt. Det måtte jeg love, men på den betingelse, at det måtte stå mig frit for at sige, hvad jeg måtte føle mig opfordret til, dog uden jeg ville tale direkte om den afdøde. Derom blev vi enige?. Jeg begyndte så ved begravelsen med første vers af salmen: ?Evighedens håb og ære? og talte derpå et stærkt og alvorligt varsels-ord til de mange, som var samlet om graven, og der lyttedes i stilhed og med stor opmærksomhed. I gården, hvor folk derefter samledes (jeg var ikke selv med) gik det anderledes til end ellers ved en sådan lejlighed. Der herskede stor alvor, og dagen tilbragtes med at synge salmer??. ?Nu var isen brudt. Et helt nyt, hidtil ukendt liv vågnede, hvoraf efterhånden flere og flere blev grebne. Nu fyldtes kirken. Jeg holdt bibellæsninger eller forsamlinger. 

Folk stimede til, ikke blot fra Lille Heddinge, men også andre steder fra. Således kom der især mange fra Højerup og Tommestrup. Hver søndag sås en stor flok vandre derfra til Lille Heddinge. Hvor jeg efter den tid gik på gaden, hørte jeg salmesang, så fra eet, så fra et andet hus. Mødte jeg nogen på gaden, som jeg gav mig i samtale med, varede det ikke længe, før talen blev om det, som hører til Guds rige. Nu kom der til mig i mit lille studerekammer yngre og ældre, som, bekymrede om deres salighed, søgte råd og trøst hos mig, så jeg nu på den måde kunne være sjælesørger?? ?Det blev snart vidt og bredt bekendt, så Lindberg skrev derom i Kirketidende (15 marts 1840 skrev Lindberg i "Nordisk kirketidende? under kirkelige efterretninger: 

?Ll. Heddinge sogn i Stevns har der siden pinsen i fjor ytret sig en mærkelig åndelig bevægelse, som er brudt igennem i en opvækkelse, som i det mindste i sit omfang næppe har sin lige i Danmark. Sognepræsten, pastor Leth, er en nidkær, troende præst, og en sådan mand er højst fornøden under en sådan bevægelse?). Pastor Leth fortsætter: ?De var naturligvis ikke alle med, men de, der var modstandere, holdt sig stille og turde ikke give deres harme luft. De almindelige forlystelser var som stansede. – Der kom nu kristelige mænd, lægprædikanter og præster langvejs fra, for at glæde sig ved opvækkelsen, de deltog i de gudelige forsamlinger. – Det var just ikke altid sandt og godt, hvad lægprædikanterne kom med, og undertiden måtte jeg sætte mig op imod dem. De var gerne af pietistisk retning. Engang blev ved en forsamling lagt for mig på bordet en bog med opslået titelblad, hvorpå der stod: ?Dans og spil, verdens afgud, fremstillet i sin nøgenhed?, af P. Larsen-Skræppenborg, dengang pietist. Den der mest tiltalte mig var Jakob Fisker fra Holsteinborg. Han talte enfoldigt og hjerteligt det rene Guds ord. En anden var Rasmus Ottesen, en mere begavet lægprædikant har jeg ikke kendt. Der kom ikke så få præster, især af det sydvestsjællandske konvent (brødrene Fenger, Clausen fra Boelslunde, Rønne fra Høve, F. E. Bojsen m. fl.) og min kære nabo, provst Engelbreth, var jævnligt med. Så løb budstikken, og snart var det bekendt, at der skulle holdes forsamling i præstegården. Stuerne fyldtes med mennesker, så tæt sammenpakkede, at lysene undertiden gik ud, eller en eller anden fik ondt. Salmerne blev sunget af fuld bryst, og der blev holdt taler af præsterne, den ene efter den anden. Alle måtte frem, man var umættelige og kunne ikke få nok. En sådan forsamling kunne vare flere timer. Den man var mest glad for at høre, var F. E. Bojsen. Ham forstod de – som han altid har forstået at tale til hjertet. Da var han endnu af pietetisk retning? Det var især i Ll. Heddinge, at opvækkelsen greb om sig, og i Højerup. Dog blev annekset, Havnelev, også berørt deraf med byen Skørpinge. Især gårdejer Søren Thomsen Skørpinge, og hans søster Inger var grebet og hang ved mig med stor hengivenhed. I deres hus blev der holdt forsamlinger. Da jeg rejste derfra, lærte konen sig at skrive for at kunne skrive til mig, og vi fortsatte med at veksle breve til hendes død?. 


Da Leth flyttede herfra, søgte de vakte til kapellanerne i Lyderslev, Jens Schjørring og Algreen, og de forstod at knytte folkelig oplysning til deres strengt kristelige tale, som havde lydt ved forsamlingerne. Det blev mænd i Lyderslev, som kom til at bære vækkelsen videre, især forpagter Ovesen Højstrup og gårdejer Poul Nielsen Karlshøj. 


Mange af de Vallekilde-prægede ungdomsmøder, som Poul Nielsen holdt i 1870?erne, blev holdt hos sognefoged Peder Pedersen, Havnelev. Hans mor Sidse Peder Hansen, var en enfoldig troende kone, der var blevet vakt ved pastor Leth og var præget af ham. Peder Pedersens hustrus mor havde haft et andet hjem hos pastor Leth og var tidligt med blandt de vakte. Det var Peder Pedersens og hans hustru en stor glæde at lægge hus til disse åndeligt prægede møder. Disse møder kom til at øve en dragende magt på mange unge, frugtbare samtaler, for-nøjelige julefester, meget sangprægede. Da der efterhånden blev så mange, at de ikke kunne rummes i stuerne, byggedes Sydstevns forsamlingshus i Lyderslev sogn, og kredsen her dannede kernen i Stevns frimenighed, da den oprettedes 1887. 


I 1894 åbnedes Stevns folkehøjskole, beliggende i Havnelev sogn. Men det må ikke nægtes, at livet efterhånden ebbede ud, og bortset fra det liv, der samlede sig om frimenigheden, er der ikke mange spor tilbage i sognemenighederne af vækkelsen i 1840. 


Præster af forskellig type har arbejdet her, men resultaterne har ikke været særligt synlige, befolkningen er som helhed venlig, men ikke meget kirkelig. 


Indsendt af Knud Heidelbach



Højerups gamle erhverv


Når vi går en tur gennem Højerup, er der ikke det store erhvervsliv mere, men her er et tilbageblik på, hvad man beskæftigede sig med i et lille sogn som Højerup. Vi starter ved Hærvejen.


Hærvejen 23: Her boede MÆLKEKUSKEN, som samlede mælk på gårdene og kørte det til mejeriet i

Bjælkerup. Han havde varer med retur, så som frostvarer, smør, ost, fløde, kærnemælk m.m. til

husholdningen på gårdene.


Hærvejen 11: Her lå ANDELSINDKØBSFORENINGEN, der senere blev til Højerup Brugsforening på


Hærvejen 1. Her var også benzinudsalg, grovvarer, kul og koks.


Hærvejen 11: Niels Poulsen Sørensen skrev sig som tømrer og glarmester. Boede førhen på Højly.


Hærvejen 12: Der boede KANONFOTOGRAFEN. Samme stede boede den der krævede SYGEFORSIKRING op.


Hærvejen 14: Stedet for byens POTTEMAGER.


Hærvejen 16-18-20: Var KOLONIHAVER for ?Højerupere?. Der var en livlig trafik af latrin-hjulbørene

om natten.


Hærvejen 7: Byens VÆVESTUE, væven står i dag på Stevns museum.


Hærvejen 2: HØJERUP SKOLE, tavlen for Rytterskolen hænger på Boestofteskolen, samt BIBLIOTEK.

Her var også en LAGERBYGNING, som Brugsforeningen benyttede. Ved skolens ombygning blev der

lavet SOGNERÅDSLOKALER. Skolegården vendte mod gadekæret og her stod en klokke (KLOKKERBANKEN). Der stod også en vindmølle, der trak vand op til byen (ØSTRE VANDVÆRK)


På samme adresse lå PESTHUSET. Her passede og plejede en gammel kone de bylderamte søfolk. Staten betalte udgifterne ved husets drift.


Højerup Bygade 35: Der lå et SOMMERPENSIONAT (Klintholm) og der var RESTAURANT med spiritusbevilling.

Senere TØMRERVÆRKSTED og PENSIONAT (ca. 1947-48) meget senere bolig for restauratøren for Højeruplund (ca. 1960).


Højerup Bygade 37: Højerup nye kirke.


Højerup Bygade 37: Højerup gammel kirke.

Ved den gamle kirke lå der 6 ISHUSE med facaden ud mod flagstangen ved Kirkekæret. Det var "Højeruperne? der ejede ishusene, og de lavede selv isen, som de solgte. De frøs isen ved hjælp af is, som de skar i gadekæret og opbevarede i jordhuler, pakket med halm.


Højerup Bygade 39: TRAKTØR-STEDET Højeruplund, som vi alle kender. Her kunne folk komme og købe kogende vand, så de selv kunne lave deres kaffe. Senere blev det udvidet med servering i den gamle pavillon, den der ligger øst for. Samme sted var der bolig for en familie samt for kassereren for Sognerådets skattekontor.


Præstegårdsvej 4: Præstegården var jo bolig for byens præst. Der var et stort HØNSERI, og det var den daværende provst, der stod for det.


Højerup Bygade 22: KØBMANDSFORRETNING, hvor der senere også blev brød- og mælkeudsalg.


Hybenvænget 5: LANDSBYSMEDEN, hvor der også var benzinudsalg, som senere blev flyttet til købmanden, Højerup Bygade 22.


Hybenhøjvej 12: Her boede HJULMANDEN/KARETMAGER.


Hybenhøjvej 10: Stedet for HJEMMEBAGEREN.


Hybenhøjvej 2: Et lille GARTNERI med plantesalg.


Hybenhøjvej 1: Byens SKOMAGER.


Højerup Bygade 19: BRØDUDSALG med ugeblade, SOMMERPENSIONAT. Navnet på damen som

havde det var Kina-La-Kok.


Højerup Bygade 20: HØNSERI, FRUGTPLANTAGE, ÆG-OPKØBER og BIAVLER.


Højerup Bygade 14: Her boede VEJMANDEN.


Højerup Bygade 12: STRIKKERI og HJEMMESLAGTER.


Korsnæbsvej 85: MÆLKEMAND, der kørte mælk til mejeriet for landmændene.


Harvig 3: HANDELSMAND, HJEMMESLAGTER, der kørte land-rute med kød. Man kunne også gå ind

og købe fersk kød.


Højerupvej 35: HANDELSMAND, der kørte landrute med fisk og kød.


Højerup Bygade 2: SKOMAGER samt MUSIKUNDERVISNING i violinspil.


Højerup Bygade 4: CYKELSMED, flyttede senere til Afskæringen.


Derudover var der Handelsmænd, der kom gennem Højereup med salg af mælk, brød, kød og fisk.

Derudover mangler vi at nævne alle gårdene med piger og karle.

Der var fiskerne, der var beskæftiget med fiskeri fra Klinten, der var mellem 8-10 både.

Der var de folk der skar sten på Klinten og dem der hejste stenene op. De blev brugt til byggeri, veje,

indkørsler, kirkegårde m.m. og så var der jo også præsten, graveren og skolelæreren.

Dette er lidt af hvad vi kan huske og er blevet fortalt om Højerups historie fra ca. 80 år tilbage.



Menighedssalens historie

Da menighedssalen i dag bliver brugt flittigt, og også vil blive det fremover, vil vi gerne minde alle om historien bag salen.

De fleste af byens borgere ønsker stadig, at den bliver bevaret til glæde for hele byen, så vi håber og tror, at den en dag står flot og renoveret.


Menighedssalen blev lavet i forbindelse med en renovering af provstens udhus. Det var provst Alsbo, der forudså, at der ville blive brug for et lokale til gudstjenester og andet menighedsarbejde. Materialer-ne blev hentet i Store Heddinge, da man på dette tidspunkt var ved at ombygge Højskolehjemmet, og man kunne bruge mange af materialerne derfra. Dette har været i ca. 1938.

Salen blev brugt under krigen til gudstjeneste, skolestue, konfirmand-undervisning og møder. Det var

graveren, der sørgede for rengøring og kaffebrygning til møderne. Højerup Husholdningsforening fik brugs- og råderet over salen af provst Asbo, så man undgik at afholde møder og kurser i private hjem. Der har været utrolig mange aktiviteter i det lille lokale. Bl.a. kan nævnes:

kjolesyning - div. håndarbejde - filmfremvisning - Stevns navn-kundige kogerske fru Meiers demonstrationer - studieaftner af litterær karakter - foredrag af landskendte konservatorer - blomster-

binding og meget, meget andet.


Præster og fruer fra eget og omkringliggende sogn har holdt foredrag i ord og billeder fra deres forskellige rejser, og også privatpersoner har beriget sognet med film og fortællinger, til stor glæde for en masse mennesker.


Så blev rammerne for små, og da der blev bygget en ny præstebolig, blev det vedtaget, at Højerup Hus-

holdningsforening kunne få mere plads, hvis de selv kunne fremskaffe nogle penge. Det blev til en ind-samling i sognet, og der kom ret mange penge ind, efter den tids målestok.


Nu kom der gang i udvidelsen og den frivillige arbejdskraft. Tømrer Willy Jensen lavede køkken, Poul Hansen og flere lavede murerar-bejde og toilet, der blev malet og det blev et rigtigt dejligt sted, hvor der

stadig foregik mange ting, både om eftermiddagen og aftenen. Der blev afholdt kurser i mange ting bl.a.

førstehjælp, sprog, forskellige huslige kurser, kurveflet, keramik, lædersyning, batik, broderi og mange andre former for sociale sammenkomster. Julemøder, foredragsaftner, gymnastik for børn samt 4 H haverne er et lille udpluk fra ældre beboere i Højerup, som faktisk har været med fra huset startede.



Birkegården, Hybenhøjvej 12

Gården er fra 1744 og oprindelig firlænget gård med vognport ud mod gadekæret. Ifølge oplysninger hentet fra Gjorslev gods' jordbog hed gården helt op til omkring 1900 Hybenhøj. I dag ligger Hybenhøj i udkanten af Højerup, på et af de tillingender, som allerede før 1744 var fæstejord under Gjorslev gods.


Første fæstebonde var Jens Tomassen, der allerede i 1744 fik gården som fæstegård af Christian Lintrup 'til Gjorslev, søholm og Erikstrup'. Han blev senere adlet som Christian Lindecrone, mens Thomassen forblev fæstebonde hele sin tid.

I 1785 blev Gjorslev overtaget og dermed fæstegårdene af en Scavenius, hvis slægt sad på Gjorslev indtil 1920.

I 1796 hed Birkegårdens fæstebonde Niels Larsen, i 1806 Jens Johansen, i 1818 Hans Mortensen, i hvis slægt gården forblev til 1891, da ejer hed Niels Peder Hansen, som var "fritaget for præste- og degnegilde". Han flyttede gården ud på Hybenhøjs jorden ved Rødvigvejen, hvor den ligger i dag.


Senere kom Birkegården ? et navn den fik af Bodil og Lorentz Albeck-Larsen i 1970 ? i hjulmand Hans Jensens eje. Han havde den til 1954 hvor den blev solgt til fru Ellen Rønn, der solgte den videre til Bodil og Lorentz Albeck-Larsen i 1970.

I 1972 blev huset gennemgribende restaureret og moderniseret, hvilket blev beskrevet i tekst og billeder i en artikel i "Alt for damerne" 9. August 1973.


I juli 1981 blev den købt af de nuværende ejere Vivi og Flemming With-Seidelin.

Da var de tre af de fire længer for længst borte, men idyllen var bevaret.

F. With-Seidelin



Stevns

"Stevns" kaldtes i middelalderen for "Stæthiumshæræth". Navnet kommer af "Stæthi" som betyder "ambolt" og "hem". Med andre ord stedet hvor ambolten er. Ambolten er klinten, der som en ambolt rækker ud i havet. Endelsen "hæræth" kommer af herred, som er et landskab eller en region.



"Trines hjørne"

"Trines hjørne", hvorfor hedder det mon det? Der boede engang en gammel kone ved navn Trine. Da hun døde, blev grunden solgt til "Hybenhøj" og huset revet ned.

"Hybenhøj" dyrkede urtehave der i mange år. Senere blev stedet solgt til sognefoged Willy Jensen, der byggede et hus til sin mor Margrethe Jensen (Margret sognefoged).

"Trines hjørne" er det vi i dag kender som Korsnæbsvej 88.



Fiskerhuset

Fiskerhuset ved Kirkekæret lå engang i Højerup på Højerup Bygade 3, og her boede en kone ved navn Mette Sofie (Met-Sofi). Hun havde et stykke jord i Harvig, og her gik hun ud hver dag for at malke og flytte sine dyr. Når hun gik ud af Skovvejen, brugte hun tiden til at strikke hoser, ja, det var dengang.

Da huset blev flyttet, blev det mærket sten for sten og kørt ned til Kirkekæret og genopført, næsten som det så ud før. Det var under krigen fra ca. 1944-46. Det var ved samme lejlighed, at Kirkekæret blev renset op, og det skete ved hjælp af heste og en stor sluffe.



Absalon

Absalon mindet blev rejst i 1933. En arkitekt fra Nationalmuseet syntes, at det kunne være en god ide at lave et minde om Absalon, da Stevns Klint havde leveret byggemateriale til hans borge og han ofte passerede Klinten.

Dette minde skulle udføres i samarbejde med Selskabet Højeruplund og en håndværker fra Højerup blev spurgt om han kunne rejse mindestenen. Dette blev gjort og inskriptionen hugget ind på stedet.Mindestenen er dateret 1933.

Retur til forsidenVelkommen.html