Referat

 

Referat af generalforsamling 2026

 


REFERAT AF

GENERALFORSAMLING I HØJERUP BORGERFORENING

18. marts 2026


Generalforsamlingen blev afholdt i Menighedshuset i Lille Heddinge.


Formanden for Højerup Borgerforening Anita Pedersen bød velkommen. Hun gik herefter direkte til dagsordenen:


1.Valg af dirigent

Erik Vangsgaard blev valgt.


Ordet blev så givet til dirigenten. Erik Vangsgaard konstaterede generalforsamlingen for lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.


2.Valg af referent

Annette Bentzen blev valgt.


3.Valg af stemmetællere

Kirsten Vangsgaard og Mette Vangsgaard blev valgt.


4. Bestyrelsens beretning for 2025

Formanden for Højerup Borgerforening Anita Pedersen aflagde bestyrelsens beretning:


Denne årsberetning dækker perioden fra omkring marts 2025 - marts 2026.


I bestyrelsen har vi oprettet nogle arbejdsgrupper. Du kan finde mere om arbejdsgrupperne på www.højerup.dk. Hermed en lille opsummering af tiltag:


Gadekærsgruppen: I 2017-18 påbegyndte vi arbejdet med at få tildelt midler til oprensning af gadekæret. Stor var begejstringen da vi i 2021 fik tildelt ca. 1 mio. kr. primært fra Bolig- og Planstyrelsen. Formålet med projektet var at få fjernet slam, der blev fjernet 982 tons.


I 2025 har kommunen sat to meget små infotavler op. Vi har leveret tekst, og der er QR kode med uddybende tekst til vores hjemmeside. Vi har så selv købt et højskilt og udarbejdet tekst – det er i proces. Der er stadig mange hængepartierne fra kommunens side af, der ikke er blevet gjort færdig. Der mangler f.eks. paddetrapper og højbede. Dernæst så rykker vi regelmæssigt for revision af plejeplanen – mest akut er fjernelse af tagrør i udsigtskilerne. Driften følger ikke retningslinjerne i plejeplanen ☹ Desværre opdagede vi i 2025, at der er ”nogen”, der har sat fisk ud i gadekæret igen. Det er en anden art, end dem der er fisket op. ØV. Vi vil i 2026 forsøge at fange dem med ruser. Hvis der er nogen, der vil bidrage, så er de velkommen. Gadekæret fremstår i dag rent og fint, men tilstedeværelsen af fisk vil forplumre vandet igen. Vi er meget tilfredse med resultatet. Tak til alle for deres bidrag til dette projekt.


Besøgsområdegruppen: Formålet med gruppen er at sikre viden og indflydelse på arbejdet omkring Selskabets Højeruplunds arealer og adgang til klinten. Vores primære fokus er ift. adgang til området, at naboer og byen får færrest mulige gener af de mange besøgende.


En opsummering: Besøgsområdet er et af de 10 forsøgsområder, der fik dispensation den 9. november 2015 fra staten til at udvikle naturturisme indenfor strandbeskyttelseslinjen (tilladelse for fem år med mulighed for to års forlængelse). Stevns Klint tilladelsen er todelt: 1) Boesdal med udstilling og 2) Højerup med madpakkehus, trappe og ændret parkering. De to områder betragtes som to forskellige projekter i dispensationerne. I 2020-21 ansøger Selskabet om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til arealoverførelse (køb af mark langs alle på Højerup Bygade) - de får afslag i klagenævn. Den 12. maj 2022 giver Kystdirektoratet tilladelse til ændringer ift statens afgørelse i 2015 til forsøgsordningen til også at omfatte hotel, arealoverførelse og udvidelse af projekt areal med 40% - men til fysisk igangsættelse senest 9. november 2022. Denne tilladelse blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Klagenævnet har afvist tilladelsen og tilbagevist den 31. januar 2024. Kystdirektoratet udsender en ny afgørelse i oktober 2025. Det er ”gammel vin” på nye flasker. Borgerforeningen har påklaget den.


Stevns Kommune har så parallelt med dette i 2021-2022 haft udarbejdet et udkast til en samlet lokalplan for Højeruplund-området. Kommunen besluttede så i august 2023 at opdele lokalplanen i to: 1) det oprindelige: trappe, p-plads, madpakkehus, ændring af p-forhold 2) hotel og arealudvidelse. Del I var i høring frem til oktober 2023. Del II var i høring frem til marts 2024. Bestyrelsen sendte kommentarer ind på disse særligt ift vores bekymring for trafik, støj og støv.


I forbindelse med lokalplanen for hotel har kommunen foretaget en miljøvurdering. I denne screening konkluderer kommunen, at etablering af et hotel med 34 overnatningspladser, ikke vil have nogen konsekvenser for områdets beboere hverken ift støj, gener eller trafik. På den baggrund klagede vi over den til klagenævnet. DN påklagede også miljøvurderingen bl.a. ift manglede undersøgelse af bilag IV paddearter. DN fik medhold, og klagenævnet hjemviste den til kommunen til fornyet behandling.


I januar 2025 har et nyt udkast til lokalplan for del I – nu kun med trappe, p-plads og ændring af p-forhold været i høring. Desværre fremstår lokalplanen rodet, da der også er elementer med omkring hotel. Bestyrelsen har sendt kommentarer ind på dette ift primært ift trafik, støj og støv til kommunen. Byrådet godkendte lokalplanen uden at tage vores kommentarer til efterretning. Borgerforeningen har derfor påklaget den. Vi har også påklaget den medfølgende miljøvurdering.


I bestyrelsen finder vi, at vi sammen med Højeruplund Selskabet bør kunne finde en løsning. Det er alt for tåbeligt. Vi skal alle sammen være her. Den primære uenighed ligger i placering af ind- og udkørsel samt placering af p-pladserne samt anerkendelse af, at vi har en trafikudfordring. I Bestyrelsen arbejder vi på en ny løsning, som vi i løbet af foråret vil præsentere for Højeruplund Selskabet. En løsning der tilgodeser borgerne i byen. Vi ønsker at genoptage dialogen med Højeruplund Selskabet. Hvis vi er enige med dem, vil vi sammen stå stærkere overfor kommunen.


Vi har i december 2025 anmodet Højeruplund Selskabet om, at borgerne i Højerup atter kan få gratis p-kort. Vi har intet hørt.


Landsbyforumgruppen: Stevns Kommune har oprettet et forum, hvor 21 borgerforeninger, landsbylaug og forsamlingshuse er repræsenteret. Ideen er, at det skal være et erfaringsorgan, samt hvis der er fælles sager, at man kan stå stærkere sammen. I gruppen har man forsøgt at løfte vores udfordringer med trafik overfor kommunen. Læs mere på www.landsbyforumstevns.dk


Legepladsgruppen: I november 2018 fik vi tildelt midler fra kommunen til en bålhytte. Vi fik også senere fondsmidler til et bordtennisbord. Det er kommunen, der plejer og vedligeholder arealet. Vi har fået midler til et massivt egetræs bord- og bænkesæt samt et højt bålfad fra Østsjællands Andelsvaskerifond og Nordea-fonden. Det er blevet opsat i foråret 2025. Vi har også indkøbt et højskilt. Vi er i proces med at udarbejde en planche og opslagstavle. Vi fik lov til at flytte vandværkets bord- og bænkesæt ind til os. Alle borde og bænke er blevet slebet samt olieret, og alle anlæg er blevet vasket (renset for alger).


Lokalplans- og trafikgruppen: Den øgede publikumstilgang, og dermed øget trafik til klinten skaber utryghed, og der er behov for en løsning. Vi fik gennemført flere trafiksikkerheds-foranstaltninger i 2017. Det blev evalueret i april 2021. Dette bevirkede at følgende tiltag blev iværksat nogle i 2021 - de fleste i 2022:

•40km/t i hele byen

•permanent p-forbudt på Præstegårdsvej

•bump overfor legepladsen (bestyrelsen ønskede en fodgængerovergang)

•T-krydset ved Hærvejen - Højerup Bygade blev ”slanket”.

•blomsterkrukke sat op i t-kryds


I forbindelse med budgetforliget i kommunen blev der i november 2022 tildelt 1 mio. kr. til trafikplan og - tiltag i Højerup til anvendelse i 2023-2024. Vi holdt en del møder i foråret 2023 med kommunen, og der blev afholdt en workshop med byens borgere den 31. maj 2023. Det var en positiv oplevelse. Vi fik et udkast til en plan, med tiltag som primært tilgodeså turisterne, – ikke os der boede her. Intentionen var, at der skulle afholdes en afsluttende workshop, hvor udkast til planen skulle præsenteres for byen. Men da vi ikke er enige, er dialogen gået totalt i stå.


Trafikplan for hele kommunen var i høring i maj. Højerup var pudsigt nok ikke med som et indsatsområde, selvom det er en af de mest trafikbelastede byer i kommunen. Borgerforeningen fremsendte høringssvar, om at vi manglede i planen. Byrådet har godkendt planen i november 2025. De har ignoreret vores kommentarer. Men det pudsige er, at der står i den vedtagne kommunale trafikplan, at trafikplanen for Højerup færdiggøres i sidste halvår 2025. Vi ved ikke noget, der er ikke sket noget!


Rekrutterings- og aktivitetsgruppen:

Vi holdt loppemarked 6. juli 2025. Det var velbesøgt – mest af borgere fra byen. Der var gjort reklame mange steder, men der var mange loppemarkeder den dag.


I august blev der afholdt sommerfest hos Margaret og Erik. Tak for at lægge hus til.


Den planlagte Halloweenfest 31. oktober 2025 blev aflyst pga. mangel på ”kendte” børn!


Der var juletræstænding den 30. november 2025. Tak til Hans Henrik for at donere et juletræ og til Stevns Forsyning for at betale for strømmen. Tak for hjælpen til alle.


Derudover har vi også Fyrgruppen og Fibergruppen

Intet nyt at berette. Næste år er det 10 år siden, at vi fik bredbånd. Det var borgerforeningen, der stod bag.


Bestyrelsesarbejdet

Vi har afholdt fire møder i perioden. Men rigtig megen e-mails. Vi lægger løbende opslag op på hjemmeside www.højerup.dk og FB (Højerup Borgerforening) om foreningens aktiviteter.


Diverse:

•Stevns Klint Fredning. Lodsejerforeningen har lagt sag an mod staten, om de ikke mener, at staten har lovhjemmel til at rejse en fredning på privat ejendom. De fik medhold i byretten. Staten påklagede sagen til Landsretten, hvor den blev afgjort i december 2025. Staten vandt. Lodsejerforeningen har søgt procesbevillingsnævnet om at måtte føre den i Højesteret. Der er endnu ikke kommet nogen afgørelse på dette.

•Borgerforeningen har to radonmålere. Kontakt os hvis du vil låne en af dem.

•Påskønner hjælp med slåning af Grønvej. TAK til dem der hjælper.



Bestyrelsens beretning blev efterfølgende godkendt af generalforsamlingen.



5. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse

Kassereren Margaret Schütz gennemgik det fremlagte regnskab for 2025. Regnskabet var godkendt af begge bilagskontrollanter.


Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.


6. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsen indstiller, at kontingent fortsat er på 150 kr. pr. husstand pr år. 


7. Valg til bestyrelsen

På valg var: Malcolm Hinrichs, Margaret Schütt, og Michael Kruse. De blev alle genvalgt.


Bestyrelsen består tillige af: Anita Pedersen, Camilla Buskov, Merete Madsen og Mette Vangsgaard.


Bestyrelsen består efter generalforsamlingen af: Anita Pedersen, Camilla Buskov, Malcolm Hinrichs, Margaret Schütt, Merete Madsen, Mette Vangsgaard, og Michael Kruse.


Bestyrelsen konstituerer sig ved førstkommende bestyrelsesmøde.


8. Valg af suppleanter

Kirsten Vangsgaard og Per Strøm blev valgt til suppleanter.


9. Valg af billagskontrollanter

Hans Holmstrøm og Flemming Strøm Hansen blev valgt. Det skal bemærkes at Alice Diemar blev valgt i 2025, men hun er i mellemtiden fraflyttet Højerup. Vi siger tak til Hans for, at han ville træde til.


10. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelse og borgere

Der var ikke indkommet nogen forslag til bestyrelsen.


12. Eventuelt

Tak til Hanne for at hun ville hjælpe, så fællesspisning var mulig inden generalforsamlingen.


Tak til Margaret for at bage kage.


Herefter erklærende dirigenten generalforsamlingen for afsluttet samt takkede for god ro og orden.



 
 
 
Nyheds index../../../Mder_og_referater.html
< forrige../2/22_Dagsorden_Generalforsamling_2026.html
næste >../../../Arkiv.html